RelationsPeople har ansat Peter Bruun, der kommer fra en stilling som nordisk direktør i PR-netværket ’LEWIS global public relations’. Et af hans specialeområder er Infotech, og dermed styrker bureauet sig i forhold til vækst inden for IT-området.
– Vi har længe ledt efter en erfaren rådgiver, der bevæger sig hjemmevant inden for de tekniske områder, og som kan tilbyde den rigtige kompetence til vores nuværende og helt nye IT-kunder, siger Kristian Eiberg, direktør og partner i RelationsPeople, der varetager public relations i kommunikationshuset PeopleGroup.
Peter Bruun bliver seniorrådgiver, og foruden en omfattende erfaring med kommunikationsopgaver inden for IT og andre tekniske brancher, har han et solidt nordisk netværk og stor praktisk viden om at håndtere internationale kampagner.
Inden for de seneste seks måneder har RelationsPeople udover Peter Bruun ansat Louise Ry, tidligere kommunikationsdirektør fra TDC, og Bo Pedersen, tidligere kommunikationschef fra DONG.