Lego-brandet er atter en gang en suveræn vinder, når man lader blikket glide hen over analysevirksomheden YouGovs seneste Brandindex for Danmark, der omfatter årets første seks måneder.

Den danske klodsgigant fortsætter dermed den gode brand-stil herhjemme, men den norske detailkæde Rema 1000 indtager en flot andenplads og har snart så meget fart på brandet, at de begynder at ånde Lego alvorligt i nakken.

Det fremgår som nævnt af brandindekset, der sammenligner mere end 300 varemærker i Danmark for at vise, hvilke mærker der har fået mest positiv omtale (Buzz) i perioden.

Buzzen udregnes ved, at YouGov BrandIndex  hver dag interviewer 200 personer, der er repræsentative for den generelle befolkning, og spørger dem om deres holdninger til forskellige varemærker.

Varemærker med højeste Buzz-score i alle kategorier:

Rank

Brand

Score

1

Lego

33,8

2

Rema 1000

28,9

3

Netflix

21,1

4

Samsung

18,9

5

Audi

17,4

Buzz-scoren beregnes ved, at YouGov spørger respondenterne, om de i løbet af de seneste to uger har hørt noget positivt eller negativt om et bestemt brand gennem reklame, nyheder, ”mund-til-mund” eller venner og familie.

Indekset byder i denne omgang på et par nye brands i Top 10. Det er Änglamark, mens Volkswagen er røget ud af top 10. Det samme gælder Apple, som også globalt er røget ned på listen over bedst omtalte brands.

Retter man blikket mod de brands, der har haft den største stigning i Buzz-score, så domineres listen af rejsebranchen.

Varemærker med de største stigninger i Buzz-score:

Rank

Brand

Change in Score

1

Ryanair

13,6

2

Norwegian

13,1

3

SAS

10,0

4

Rejsekort

9,9

5

Danske Bank

6,9

Det hænger bl.a. sammen med, at der var ekstra tumult og negativ presseomtale af luftfartsselskaberne i samme periode i 2015, hvor Ryanair afviste at indgå en dansk overenskomst for sit personale, og SAS og senere Norwegian blev ramt af strejker blandt personalet.

2016 har været langt mindre konfliktfyldt for flyselskaberne, og det har givet de tre selskaber, som topper listen, mindre negativ omtale. Også det så udskældte Rejsekort er på vej frem, ligesom Danske Bank efterhånden ser ud til at nærme sig tidligere tiders brand-højder herhjemme.

Du kan selv tjekke listerne ud her.