For at forebygge madspild har dagligvarekæden Rema 1000 siden april 2012 taget et opgør med mængderabatter, og kunderne skal i højere grad have mulighed for at købe varer stykvis eller efter vægt.

Projektet blev hædret tirsdag aften, hvor dagligvare-virksomheden modtog partnerskabsprisen ved de såkaldte CSR Awards, der blev uddelt i Holstebro. Corporate social responsibility er en betegnelse for en virksomheds frivillige inddragelse af sociale og miljømæssige hensyn.

I alt blev ni virksomheder hædret ved CSR Awards, der i år blev uddelt for tredje gang. CSR Fonden står bag arrangementet, der tidligere har haft klimaforkæmperen Al Gore og den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton som hovedtaler.

Arla, TDC, Codan og ATP var blandt årets andre prismodtagere.

Dette års hovedtaler var FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan, der tidligere har rost danske virksomheder for deres sociale ansvarlighed.

/ritzau/