Efter en omfattende nordisk, og tredelt, pitchproces har Renault Nordic valgt at pege på TBWA.
De tre dele, en organisatorisk/administrativ, en strategisk samt en kreativ, involverede søsterbureauerne i Norge, Finland og Sverige, og de fire bureauer skal da også løfte den fremtidige kommunikationsopgave sammen.
Mere specifikt har TBWA-netværket fået ansvaret for al strategisk og kreativ kommunikation for den internationale bilkoncerns nordiske afdeling og skal altså stå for koordineringen og implementeringen af Renaults kommende strategier.
– Vi har haft en lang proces, som har strakt sig over fem måneder, og alle involverede bureauer har vist en høj kvalitet og et utroligt engagement under hele processen. TBWA’s kreative formåen og strategiske kunnen blev afgørende til sidst, siger Fredrik Thors, der er nordisk markedskommunikationschef for Renault Nordic.
Det bliver bureauets afdeling i Stockholm, som skal lede og drive opgaver for hele det nordiske marked, men repræsentanter fra de andre nordiske afdelinger vil indgå i den samlede arbejdsgruppe såvel centralt som lokalt.
– Denne samarbejdsaftale understreger styrken i vores nordiske netværk. Vi har i nogen tid arbejdet hårdt for at forny, forenkle og forbedre vores nordiske arbejdsmetoder og services. Og det er virkelig tilfredsstillende at krone dette arbejde med den første store, nordiske kontrakt, siger kontaktchef Lennart Christensen, TBWA Danmark.
Samarbejdsaftalen, der indtil videre løber i tre år, omfatter også bilmærket Dacia, som indgår i Renault-Nissan alliancen. TBWA arbejder allerede med Nissan i Norden, hvilket fortsættes uden større ændringer.
Renault Nordics reklameopgaver blev tidligere varetaget af Grey i Stockholm. Dette samarbejde sluttede ved årsskiftet. Nordisk mediebureau vil fortsat være OMD i Stockholm.