Rene La Cour Sell begrunder sin fratræden med to forhold: Han var placeret i en ren marketing-funktion, hvor han mest er til integreret kommunikation – d.v.s. han er vant til at arbejde med både markedsføring, presse og intern kommunikation. Desuden er han rykket ned i hierarkiet i forhold til hans funktion i BG Bank, hvor han refererede til direktionen.
– Jeg har givet jobbet en chance, men jeg synes ikke, det er et job for mig, siger Rene La Cour Sell, der ikke har noget nyt job på hånden.
Koncern-marketingchefen skulle håndtere en overordnet koordination mellem de forskellige brands i den nye marketingorganisation, der er skabt efter fusionen mellem Danske Bank og Real Danmark, hvor Rene La Cour Sell oprindeligt havde ansvaret for BG Bank.
Underdirektør Steen Reeslev, der er øverste chef for den samlede marketing-organisation i Danske Bank, oplyser, at stillingen ikke bliver genbesat, men mener ikke, at stillingen af den grund var overflødig.
– Vi mente, at Rene La Cour Sell har nogen kompetencer, som vi kunne gøre brug af i den funktion, men når han ikke ønsker stillingen, så er der ingen grund til at genbesætte den, siger Steen Reeslev.
De forskellige marketing-organisationer flytter sammen i begyndelsen af april, og Steen Reeslev mener, at fusionen går planmæssigt. Der er en marketingchef for hvert brand, som vil køre separat med hver sin stab.
– Men selvfølgelig håber vi på at kunne udveksle best practice på en række områder, siger Steen Reeslev.