Frygten for et hop i renten på flekslån er på få uger forvandlet til en tro på, at danske boligejere også i år kan refinansiere de populære flekslån til rekordlave renter endnu et år, skriver Børsen.
Oven på de seneste ugers gældskrise og dramatiske aktiedyk er der i finansmarkederne opbygget forventninger om, at den Europæiske Centralbank (ECB) og dermed Danmarks Nationalbank tvinges til en kovending i pengepolitikken, og at den korte rente derfor nedsættes med 0,25 procentpoint inden årets udgang. Den 1-årige flekslånsrente er under gældskrisen allerede faldet med 0,4 procentpoint til gavn for landets boligejere.
Den danske topøkonom Thomas Thygesen fra den svenske storbank SEB vurderer, at situationen i europæisk økonomi er så alvorlig, at der ikke er nogen vej uden om at sætte renten så langt ned som muligt.