2012 vil betyde et rekordernes år for Nationalbankens rente. Hver gang banken vil dreje på renteskruen, får den en tand ned, og hver gang sættes der rekord i lave renter, skriver Ritzau.
Fire ud af 10 økonomer regner således med en lavere rente, mens hver tredje regner med, at den vil forblive uændret i år, viser en rundspørge Ritzau har foretaget blandt 40 danske økonomer.
Niels Rønholt, der er seniorøkonom i Jyske Bank, er én af de økonomer, der forventer, at Nationalbankens rente kommer helt ned på en kvart procent i år.
Han er også blandt den halvdel af de 40 økonomer, der regner med, at Nationalbankens udlånsrente vil forblive lavere end renten fra Den Europæiske Centralbank.
– Jeg forventer, at Den Europæiske Centralbank kommer til at sætte renten yderligere ned for at holde hånden under euroland. Det vil per automatik føre til, at Nationalbanken følger efter, siger han.
ECB har rentemøde allerede torsdag, men her er der dog ingen forventninger om, at renten bliver ændret. Det vil imidlertid ske senere på året, mener Niels Rønholt.
Seniorøkonomen regner med, at ECB sætter renten ned to gange i år med samlet 0,5 procentpoint. Og at Nationalbanken følger efter.