Denne gang er det bureauets film for Center For Ligestilling af Handicappede, der har tiltrukket sig juryens opmærksomhed. Filmen, der er lavet i anledning af Det Europæiske Handicapår 2003, sætter på en humoristisk måde fokus på de barrierer, som gør det svært at leve med et handicap.
– Vi ville lave en film, der gør opmærksom på problemerne, uden at der går tudefjæs i den, fortæller tekstforfatter Christian Grau, der sammen med art director Hans Troldahl står bag ideen.