Der er ikke lavet om på strategien, selvom Republica netop har taget et lille skridt den modsatte vej. Bureauet har i Norge købt Grey ud, således at det norske bureau nu er et 100 procent ejet datterselskab. Samtidig er der sket en indskrænkning af personalet fra 14-15 mand til 10.
– Men på den lange bane er det ambitionen at skulle være flere, siger adm. dir. Jens Thrane-Møller, Republica og fortsætter: – Årsagen er, at vi har gjort os den erfaring, at det norske bureau fungerer bedst ved at være en integreret del af Republica i København. Ved at fungere som en slags outpost i Norge, der trækker på vores ressourcer i København, får vi den mest hensigtsmæssige overførsel af kompetence.
Han understreger dog samtidig, at der ikke er ændret på strategien om at søge en international partner.
– Vi mener fortsat, at det er sundest for bureauet at finde en partner i form af et internationalt netværk, siger Jens Thrane-Møller.
Der arbejdes fortsat på at etablere Republica i Stockhom, men processen er blevet forsinket af omlægningerne i Norge. fin