Republica har længe arbejdet på at blive repræsenteret i Sverige, således at man er solidt repræsenteret i både Danmark, Norge og Sverige. Det var baggrunden for, at man sidste år etablerede et samarbejde med det svenske bureau Ajax.
Men nu har man i stedet for købt et andet bureau, Marrakech, fra den børsnoterede bureau-gruppe A-Com, og derfor vil samarbejdet med Ajax blive udfaset.
– Marrakech er en mere rigtig partner for os, fordi bureauet er bedre strategisk funderet og bedre på detailhandels-kompetence. De har bl.a. cafe-, mobil- og optiker-kæder på kundelisten og desuden kommer vil til at eje dem 100 pct., siger adm. dir. Jens Thrane-Møller, som derved er lykkedes med at få skabt den nordiske organisation, der er oplagt for bl.a. at kunne matche Coops nordiske udvikling. Republica arbejder for Coop i både Danmark og Norge – med Coop Danmark som den klart største kunde.
Etableringen i Sverige handler dog ikke isoleret om Coop.
– Vi oplever stadigt hyppigere, at kunder ønsker kompetencer på tværs af landegrænserne, og derfor skal vi arbejde på at blive endnu dygtigere og endnu skarpere i hvert enkelt land, siger Jens Thrane-Møller.
Marrakech har 12 medarbejdere og har i de seneste år været gennem en omstillings-proces. Derfor har bureauet ikke været lønsomt i de senere år.
– Omstillingen har kostet, men det er min klare forventning, at bureauet nu er lønsomt, siger Jens Thrane-Møller.
Samtidig er der indgået en aftale om, at Rebublica repræsenterer A-Com i Danmark. A-Com har lukket sit danske bureau Movement, og aftalen indebærer, at A-Com henvender sig til Republica, hvis man har kunder, der skal serviceres på skandinavisk plan. fin