Der er tale om rettidig omhu frem for krise, når Republica nu har varslet nedlæggelsen af 20 stillinger. Hovedparten er begrundet i en effektivisering af produktionen.
– Markedet er præget af en benhård konkurrence på grafisk produktion, hvor priserne til stadighed presses. Coop har meldt klart ud til os om, hvad de forventer fra vores side for næste år. Vi skal være massivt effektive og prisbillige, og det er den situation, vi har tilpasset os, siger adm. dir. Jens Thrane-Møller og tilføjer:
– Markedet kræver en konstant jagt på at være i front teknologisk, og her har vi altså fundet nogle systemer, som gør os mere effektive. Dem er vi i fuld gang med at implementere.
Alle de nedlagte stillinger skal dog ikke findes i produktionen. Man har benyttet lejligheden til at kigge på tværs af hele organisationen og tilpasse den. Republica har i de senere år løbende tilpasset sig strukturelt med en opgradering strategisk og kreativt. Republica har valgt en position som eksperter i kæde-markedsføring, men har i den seneste tid haft succes også på trade marketing, hvor man har vundet et par interessante budgetter.
– Derfor overvejer vi også nu at etablere en selvstændig gruppe med fokus på trade marketing, fortæller Jens Thrane-Møller, som ikke vil udelukke, at en sådan gruppe kan give anledning til nyansættelser. Men der vil i så fald blive tale om andre kompetencer end de stillinger, som nu bliver nedlagt.
– Det samlede resultat er, at vi nu står skarpere og mere konkurrencedygtige, hvor der er ressourcer til at tage nye kunder ind, selvom vi reducerer antallet af medarbejdere, siger Jens Thrane-Møller. Republica har lige nu 175 medarbejdere og er således Danmarks største reklamebureau. fin