Republica Taktik har indgået en ny kontrakt med Coop om produktion af tilbudsaviser for SuperBrugsen, Kvickly, Kvickly Xtra og Irma. Der er tale om en af Danmarks største kontrakter på det område med en årlig produktion på 6-7000 sider. Aftalen udløber med udgangen af i år, og det er første gang, at Coop står helt uden bindinger i forhold til Republica i valg af leverandør. For direktør i Republica Taktik, Kenneth Pedersen, er det således meget glædeligt, at Coop har valgt at forlænge aftalen uden at sende opgaven i konkurrence.
– Vi er i gang med en større omstilling, og vi har derfor kunnet tilbyde nogle nye muligheder inden for både kvalitative parametre og økonomi. Vi er derfor stolte over, at vi har kunnet lægge noget på bordet, som har været så attraktivt, at vi har kunnet fastholde kontrakten uden, at den skulle i udbud, siger Kenneth Pedersen.
Udviklingschef Carsten Rimer peger på et godt samarbejde som en del af grundlaget for at forlænge aftalen.
– Vi har løbende benchmarket, så vi ved, hvilke priser, der er rimelige for os at betale. Republica har kunnet matche forventningerne, og når samarbejdet samtidig er godt, har vi ikke fundet det nødvendigt at gå i udbud. Der er jo altid en vis risiko ved at skifte, siger Carsten Rimer og karakteriserer det som intet andet end en kold og kynisk forretningsbeslutning. fin