Reputation må atter en gang imødese en periode, hvor bureauets CEO, Alexander Peitersen, bliver en smule flyvsk.

Alexander Peitersen er nemlig igen udvalgt af Publicis-ledelsen til at transformere et søsterbureau med henblik på at gøre det mere konkurrencedygtigt.

Det startede herhjemme i 2007 med de globale, bureau-brands Publicis og Leo Burnett, som i Danmark skulle fusioneres ind i Reputation.

Sidste år lød opgaven på at strømline og modernisere Publicis United i Moskva – og nu er det Publicis-gruppens bureau i Finland, Skandaali (ja, det hedder de), som Alexander Peitersen har fået til opgave at omstrukturere og gøre til en endnu mere attraktiv samarbejdspartner.

Skandaali var i flere år et af Finlands største bureauer. Men som mange andre bureauer verden over, har man også her mærket den globale krise. Målsætningen er nu at få bureauet tilbage blandt de førende i Finland ved brug af erfaringer fra andre markeder og nye måder at gøre tingene på.

– Finland er et uhyre interessant marked med en lang række store virksomheder, der har stillet sigtet ind på international vækst. Her kan Publicis tilbyde nogle yderst attraktive services bundet op omkring indgående erfaring og know-how fra hele verden. Også derfor glæder jeg mig meget til opgaven, som har fået en lovende start, siger Alexander Peitersen.

De næste måneder vil tiden blive delt efter behov mellem Reputation og Skandaali.

– Jeg vil fortsat være dybt involveret i Reputation, hvor vi har en række spændende, store kundeprojekter der starter op her i marts – primært uden for Danmarks grænser. Men jeg regner med, at lære Helsinki rigtig godt at kende de næste måneder indtil alt er på skinner deroppe, siger Alexander Peitersen.