Det svenske firma Resource Film AB etablerer sig nu i Danmark med et selvstændigt kontor, der skal drives af en af produktionsbranchens tunge drenge, Roger Kormind, tidligere medejer af Moland Film. Resource Film er en uafhængig bureauproducer virksomhed, som hjælper reklamebureauer og reklamekøbere med at håndtere og gennemføre reklamefilmproduktioner. Firmaet har eksisteret i seks år i Sverige og tæller i dag otte bureauproducenter med mange års erfaring. Resource Film har gennem årene etableret et meget stort netværk til produktionsselskaberne og har næsten 8.000 reklamefilm i deres arkiv at vælge mellem.
– Vi tilbyder de mest optimale løsninger på alle bureauets filmproduktioner inden for de budgetmæssige og tidsmæssige rammer, siger Roger Kormind, der understreger, at målsætningen er, at Resource Film kan effektivisere bureauets filmproduktion og dermed give bureauet flere ressourcer.
– Man kan sige, som noget nyt, at vi også tilbyder bureauerne at få deres ”eget produktionsselskab” , det vil sige at vi kan producere in-house direkte på bureauet. Vi vil skabe tryggere og mere omkostningseffektive filmproduktioner, så bureauet kan fokusere på de kreative løsninger og den overordnede kommunikationsstrategi. På den måde sparer vi bureauet for tid, besvær og ofte også penge, siger Roger Kormind, der har arbejdet i reklamefilmbranchen i 15 år, de første år som instruktør, men derefter mest 12 år som producer, først på Easy Film og dernæst på Moland Film. jür