På listen over de største e-konsulenthuse i Danmark finder man som nummer tre firmaet Adcore, et firma som indtil for et halvt år siden ikke eksisterede. Bag navnet gemmer sig en lang række fusioner, der selv set med internetbranche øjne virker overvældende.
Herhjemme består den internationale internet-konsulentvirksomhed, der har kontorer i 13 lande, af en fusion mellem e-konsulentvirksomheden Elk/Information Highway, konsulenthuset Implement og IT-huset Albatros Network, som har til huse i både København og Århus. Det nye firma, der efter sommeren næste år flytter sammen i et pakhus i Nordhavnen, er i øjeblikket omkring 160 mand.
I Europa er Adcore blandt de fem største e-konsulentvirksomheder og går efter at blive en global virksomhed, men det betyder ikke, at man som virksomhed skal handle globalt.
– Vi må godt være forskellige og dermed bevare en respekt for de lokale afdelinger. At udvikle de lokale kompetencer er styrken i det at være en fusion, siger nordmanden Martin Hauge, der er country manager for Adcore i Danmark.
Han er sikker på, at det også er måden, man kan undgå medarbejderflugt, når man laver så store fusioner som den der er foregået i med Adcore.
– Når man på to år vokser fra nul til over halvanden hundrede mand, giver det som regel en del frustration, men hvis man bevarer en respekt for de faglige grænser kan man forhåbentlig undgå det, siger Martin Hauge. Han understreger, at Adcore indtil videre kun har haft en udskiftningsprocent blandt medarbejderne på knap syv procent.
INGEN DOT.COM
På grund af respekten for de enkelte afdelinger vil der ikke, ligesom man har set det blandt andre e-konsulentvirksomheder, blive udstukket en linie man skal køre i alle afdelinger af Adcore, men der vil i højere grad være op til de kompetencer og kunder, der er i de enkelte sektioner.
– Vi skal ikke til at lave særlige setups for kunder fra det finansielle område. Implement har mange kunder blandt Offentlige organisationer og traditionelle virksomheder, mens vi mere har vores kunder fra en mange forskellige områder. Det vigtige er, at vi skal lave løsninger der fungerer og ikke kun, når stikket er sat i, siger Jacob Elk, der understreger, at man i Adcore og i det tidligere Elk/Information Highway regi bevidst er gået efter ikke at lave dot.com-opgaver.
– Mindre end en procent af de løsninger vi har lavet er dot.com. Det har vist sig at være en rigtig vurdering, for skal man lave penge er det ikke der man skal hente dem, det har det sidste år vist med al tydelighed, siger han.
TABTE MINDST
Lige som alle andre bureauer faldt aktierne for det nye bureau i foråret, da IT-aktierne oplevede en nedtur.
– Men vi var dem som faldt mindst, understreger Martin Hauge og henviser til at aktiekursen på nuværende tidspunkt ligger omkring de 40, et fald på 75 procent i forhold til foråret.
Fusionen mellem de tre danske selskaber gøre at Adcore nu føler sig stærke på alle fronter lige fra positionering til lancerings- og implemeteringen i virksomhederne. Jens Vasehus, partner i Adcore Implement understreger, at det også er vigtigt, især når man skal kunne levere alle dele af løsningen lige fra ideen til det færdige site.
– Og i modsætning til nogle af de vores konkurrenter skal vi også være der når skærmen kører og stikket er sat til, siger Jens Vasehus.
Han understreger, at mens mange af de andre bureauer har tiltrukket konsulenter fra den mere buisnessmæssige side af konsulentbranchen, har Implement, der ikke tidligere har arbejdet meget med e-løsninger, en del erfaring med at tiltrække medarbejdere, der også kan implementere projekterne i virksomheden.