Det digitale bureau Responsive, som fra kontorer i København, Oslo og Stockholm fokuserer på Customer Engagement- og Customer Experience-løsninger, har indgået et strategisk partnerskab med den danske marketing automation-virksomhed Agillic.
– Målet er at hjælpe vores kunder med at styrke deres kundeoplevelser i en tid, hvor omnichannel marketing er i fokus hos snart sagt alle ambitiøse marketingorganisationer, lyder det bl.a. fra Peter Schlegel, CEO og partner hos Responsive i en pressemeddelelse.
Partnerskabet skal knytte endnu tættere bånd imellem de faktorer, der betyder noget for kundeprogrammer, altså strategi, ideer og udvikling af løsninger på den ene side, og teknologi, platforme og eksekvering på den anden.
– Vi er ambitiøse omkring at skabe kundeoplevelser for vores kunders kunder. Agillic har et produkt, der med en kundecentrisk datamodel reelt understøtter denne ambition – uanset om løsningen omfatter fx e-mail, sms, app, website eller fysiske breve – eller hele paletten på én gang, siger Peter Schlegel.
Omnichannel rykker
Interessen for Omnichannel er steget markant de seneste år, og konkurrencen fra udenlandske leverandører af marketing automation-platforme er hård, men Peter Schlegel vurderer, at Agillic står stærkt. Eksempelvis kommer bureauet hurtigt i luften med en Agillic- løsning.
– Og så gør det jo heller ikke noget, at Agillic er danskudviklet, og at vi på få minutter kan sætte os fysisk sammen omkring en specifik kundecase. Vi har arbejdet med marketingteknologier i 10 år og stiller høje krav – derfor kan vi genkende en kickass-løsning, når vi ser den, siger han.
Agillic er tilsvarende glade for det nye, tætte samarbejde med Responsive.
– Responsive er et af de bureauer herhjemme, der forstår at udnytte mulighederne inden for omnichannel marketing. Et tæt samarbejde er en dobbelt gevinst for os, siger Rasmus Houlind Chief Strategy Officer i Agillic.
– Vi har allerede fået nye fælles kunder og dertil får vi løbende værdifuld viden om, hvordan platformen i endnu højere grad kan matche de konkrete udfordringer, som bureauet og deres kunder står med, fortsætter han.
Flere fordele for kunderne
Det nye, tættere partnerskab mellem Responsive og Agillic ligger også i logisk forlængelse heraf.
– Med Agillic skal vi ganske enkelt bruge færre timer på at udføre sammenlignelige opgaver, og det kommer både vores kunder og os selv til gode. Det betyder, at vi kan prioritere ressourcerne der, hvor de giver størst værdi for kunderne – i udviklingen af strategier og løsninger, der giver målbare resultater. Kunderne får kort og godt mere for pengene, slutter Peter Schlegel, CEO og partner hos Responsive.