DSBFirst bestyrelse fik de første advarsler fra revisorerne om rod i økonomien for over halvandet år siden. Det viser nye oplysninger, som TV Avisen har fået.
Torsdagens fyring af DSBFirst direktør Karsten Røn burde dermed være sket for længe siden, vurderer en ekspert.
– Det fremstår fuldstændigt mærkværdigt, at bestyrelsen i denne sammenhæng har udvist en sådan grad af passivitet, når man direkte har fået en opfordring til at handle fra revisorerne, siger Lektor Kim Østergaard fra Juridisk Institut ved CBS.
Helt tilbage i slutningen af november 2009 skriver DSBFirsts revisor KPMG i en rapport til ledelse og bestyrelse i DSBFirst: ”Vi anbefaler, at skriftlige forretningsgange bliver implementeret for alle væsentlige regnskabsmæssige områder”. Og få uger senere påpeger KPMG endnu engang noget nær det samme i et såkaldt “management letter”.
Den manglende beskrivelse af interne forretningsgange i 2009 har ifølge Kim Østergaard haft stor negativ betydning for økonomistyringen af både budgetter og regnskaber.
– I dag kan vi jo konstatere, at DSBFirst ikke fik de indtægter, de havde regnet med, siger han. Kim Østergaard har gennemgået udpluk fra de seneste halvandets års revisionsrappporter fra DSBFirst. Og han mener, at bestyrelsen i DSBFirst, hvor også DSB er repræsenteret, burde have reageret for længe siden med en fyring af direktøren.