Revisions- og konsulent-virksomheden PwC lancerer en tv-kampagne, hvor Rødhætte, Columbus og Sherlock Holmes skal hjælpe til med at ændre danskernes opfattelse af revisorer som dødbidere i jakke og slips.
Tv-satsningen er et markant skifte for revisorkæmpen, der i efteråret skiftede navn fra PricewaterhouseCoopers til PwC, og den er et led i selskabets globale brandingstrategi.
PwC fordobler i den sammenhæng sit markedsføringsbudget herhjemme, hvilket uden tvivl er gode nyheder for bureauet Robert/Boisen & Like-Minded, der hjælper revisorerne med at kommunikere deres budskaber ud.
Samarbejdet har resulteret i tre reklamefilm, der tager udgangspunkt i mytiske figurer og deres behov for at opnå et mål. De tre film har Rødhætte, Sherlock Holmes og Columbus på rollelisten, og de er instrueret af Oscar-vinderen Joachim Back.
Filmene får landsdækkende premiere på TV 2 News på fredag.
Avoid the Sea of Sameness
– Vi valgte at gå tv-vejen efter lange overvejelser og en strategi proces, hvor vi spurgte os selv, hvordan vi skulle gå til markedet, siger Kristian Kostrup, der er marketingchef hos PwC.
Han fortæller, at valget faldt på tv, fordi PwC vil adskille sig fra konkurrenterne og har et brændende ønske om at vise mere varme og imødekommenhed.
– Vi var enige om, at reklamen skulle få os til at skille os ud fra de øvrige revisorfirmaer. Jeg var til en konference, hvor jeg hørte et indlæg fra en BMW-medarbejder, og han sagde noget, der blev ved med at dukke op i mit hoved: ”Avoid diving into the Sea of Sameness”, og det er lige nøjagtig det, vi prøver at undgå med denne kampagne, siger Kristian Kostrup.
I forbindelse med tv-satsningen har PwC tegnet en årsaftale med TV 2 News, hvor selskabets reklamefilm forventes at blive vist mellem 20 og 30 gange om dagen.
– Vi er jo 100 procent B2B, og TV 2 News er det nærmeste, vi kommer på en dansk businesskanal, så det var det naturlige valg for os, slutter Kristian Kostrup.