En alternativ tilgang til reklame har de seneste år ført til vækst for reklame- og kommunikationsbureauet Revolt, som derfor nu opruster med tre nye profiler – de to af dem hentet hos formstærke Hjaltelin Stahl.

Om ansættelsen siger stifter og direktør Morten Meisner:

– Vi har ledt efter nye stærke profiler, der kunne styrke virksomhedens kreative og strategiske kompetencer, og som samtidig deler vores vision for markedsføring, der skaber værdi i mødet mellem forbruger og brand. Det har vi nu fundet og vi ser frem til at gå en spændende tid i møde med det nye team.

De tre nye Revolt’ere er Martin Meyer, Tuki Ghiassi og Per Mørck.

Martin Meyer kommer fra en stilling som Head of Social i Hjaltelin Stahl, hvor han har været med til at opbygge bureauets social media afdeling. Martin Meyer bliver en del af Revolts ledelsen og tiltræder som Strategic Director.

Tuki Ghiassi kommer fra en stilling som Creative Social Strategist hos Hjaltelin Stahl, hvor han bl.a. har arbejdet med strategi og koncept. Tuki har desuden været Creative Manager hos Mindjumpers. Tuki Ghiassi ansættes som Creative Director hos Revolt, og han får det kreative ansvar for en række af bureauets større kunder.

Per Mørck har gennem knapt et års tid arbejdet som freelancer, og var før da ansat som Senior Creative hos Hjaltelin Stahl. Han har tidligere bl.a. været på DigitasLBi, McCann og har i øvrigt gennem en årrække rejst verden rundt som fotograf for Italiensk Vogue. Per Mørck bliver Senior Creative hos Revolt og får ansvaret for den kreative eksekvering.