Vi har alle hørt om TV-metre og målinger af avislæseres øjenbevægelser. Hit-rates på websider er også daglig tale, men mere avancerede målinger af internet-brugeres færden på internet er stadig jomfrueligt land.
For et lille år siden lancerede ACNielsen eRatings.com verdens første globale internet analysesystem Nielsen//Netratings. Den globale udrulning af konceptet begyndte i september, og for et par uger siden nåede den velsmurte lanceringsmaskine til København. I et hjørne af restauranten Basecamp på Holmen i København havde AC Nielsen inviteret 150 kunder – virksomheder, medie-, web- og reklamebureauer – til en briefing om de nye muligheder for at følge med i surfernes gøren og laden på internet.

50 MILLIONER DOLLARS
ACNielsen planlægger at investere 50 millioner dollars i at skabe en standard for målinger af surfing på internet. Målet er med udgangen af næste år at være repræsenteret i mere end 30 lande for at være i stand til at kortlægge 95 procent af alle verdens internet-brugeres adfærd i Cyberspace.
– Vores system sporer og følger hvert enkelt klik, der foretages. Hvilke websider besøger brugeren, hvilken del af sitet besøges, hvilke bannerreklamer klikker han eller hun på, hvilken side kommer brugeren fra, hvor lang tid bruger han på sitet, og hvor går han hen, når han klikker sig ud igen. Dermed får vi mulighed for at sammenkoble oplysninger om brugernes demografiske profil og deres brug af internet. Og det er denne stærke cocktail, vi satser på som fremtidens standard for måling af trafik på nettet, forklarer Bill Pulver, president for ACNielsen eRatings.com.
Bill Pulver er en lille dynamisk australier, der har arbejdet for ACNielsen i 20 år, siden han kom ud af universitetet i 1980. Han er i Danmark i forbindelse med anden runde af markeder, der står for skud. Første bølge var England, Irland, Australien, New Zealand og Singapore.
– Virksomheder, medie-, web- og reklamebureauer får helt nye muligheder for at planlægge og strukturere fremtidige internet-kampagner, når de helt præcist kan se, hvad internet-investeringerne kaster af sig i form af trafik på deres – henholdsvis kundernes – websites, spår Bill Pulver.
AC Nielsen ejer 80 procent af selskabet ACNielsen eRatings.com. De resterende 20 procent ejes af den amerikanske internet-analyse virksomhed Netratings, som ACNielsen ejer 10 procent af. ACNielsen og NetRatings samlede internationale investering i det nye system ligger på omkring 350 millioner kroner

2000 DANSKE PANELDELTAGERE
Udover markedsføring af konceptet skal de 50 millioner investeres i panelsammensætning.
– For at nå vores mål om på verdensplan at få et repræsentativt billede af 95 procent af internet-brugernes færden på nettet skal vi følge over 200.000 internet-brugere i døgndrift, siger Bill Pulver.
Panelsammensætning er meget kostbart på grund af rekrutteringsmetoden. Du kan desværre ikke finde paneldeltagere ved hjælp af internet, da det ikke ville blive repræsentativt for befolkningen. Potentielle deltagere findes ved tilfældig udvælgelse og ringes op ved hjælp af CATI-metoden – Computer Aided Telephone Interview. For at sammensætte et panel på for eksempel 2000 frivillige deltagere skal du ringe til mange tusinde potentielle deltagere.
ACNielsen i Danmark har fået en god kunde i sin division ACNielsen eRatings.com. De står nemlig for sammensætningen af det panel på 2-3000 danske internet-brugere, der er ved at blive sammensat.
– Vi forventer at have data på det danske panel klar til august, lover Simon Kohl Svegaard, salgs- og marketingdirektør i ACNielsen eRatings i Danmark.
– Men i de lande, hvor vi allerede har panelerne på plads, kan danske virksomheder i dag få at vide, hvem og hvor mange, der besøger deres hjemmesider eller klikker på deres bannerreklamer.
Paneldeltagerne får installeret noget software på deres computer, der automatisk registrerer og sender oplysninger om deres færden på nettet til ACNielsen eRatings.com’s servere. Det eneste brugeren skal gøre aktivt er at logge på med sit brugernavn, så systemet kan identificere personer i de efterfølgende analyser.
– On-line systemet betyder, at data og analyser er tilgængelige allerede tre dage efter registreringen, forklarer Simon Svegaard.
Analysemetoden og systemet er det samme over hele verden.
– Kun ved at benytte en standardiseret fremgangsmåde opnås den ønskede gennemskuelighed og præcision i analyserne på tværs af landegrænserne, understreger Bill Pulver.

Hvorfor har man ikke gjort det her noget før ?- For det første er selve softwaren meget avanceret. Den har kostet 350 millioner kroner at udvikle. Desuden har der heller ikke været rigtig brug for det. I mange lande er der stadig ikke et stort nok marked til, at det kan betale sig at overvåge brugernes færden på nettet. I Irland har under 11 procent af husstandene internet-adgang og i Brasilien er det under tre procent. I Sverige – og nu også Danmark – har halvdelen af husstandene adgang til nettet.