Årets Reklame for Alvor-konkurrence er afgjort, juryen har talt – og vinderen er reklamebureauet SeLigeMig med kampagnen ”Få det bedre med Døden”.
Kampagnen er kreeret til fordel for organisationen Børn, Unge & Sorg, som sidste efterår blev valgt som årets Reklame for Alvor-annoncør, og dermed som modtager af en gratis reklamekampagne fra det vindende bureau.
Opgaven til bureauerne, som deltog i konkurrencen, var at komme med et bud på en kampagne, som kunne ”hjælpe med at nedbryde danskernes berøringsangst over for døden og alvorlig sygdom – og gøre os bedre til at tale med børn og unge om sorgen, når den rammer.”
Og det er i den grad lykkedes for SeLigeMig, lyder vurderingen fra Børn, Unge & Sorg, hvor projektleder i fundraising, PR & marketing, Søren Bregendal, siger:
– “Få det bedre med døden” er et genialt kampagne-koncept. Det anviser med et lidt provokerende og opsigtsvækkende udsagn den vej, vi mener er så væsentlig at gå for, at vi bedre kan håndtere sorg. Vi skal turde tale om døden og ikke omgå den som en slags sygdom, der kan helbredes. En indstilling vi desværre ofte oplever i en tid med stort ”fitness-fokus” på ungdom, wellness, kernesunde familier osv.
Som sendt fra himlen
Hos hjælpeorganisationer som Børn, Unge & Sorg er midler til kommunikationskampagner som oftest meget få, og de er derfor dybt afhængig af opbakning udefra for at opnå deres mål.
Derfor kommer Reklame for Alvor som sendt fra himmelen, lyder det fra Søren Bregendal:
– Over en måned bliver det muligt at kommunikere massivt til tusinder af danskere fra en række relevante platforme, der sikrer, at stort set alle aldersgrupper bliver mødt. Det er en gave til os, men for så vidt også til danskerne, for når vi sammen og hver for sig forholder os til livet, døden, sygdom og sorg, bliver vi stærkere som samfund og individer, siger han.
Hvad er det mere konkret ved SeLigeMigs kampagne, I er glade for?
– Der er mange ting. Men noget af det, vi godt kan lide, er, at den rummer et poetisk og dragende visuelt univers, der udfordrer vores vanetænkning om døden – og gør det med et afvæbnende glimt i øjet. Det tror vi taler godt til den danske ironi. Der er en effektfuld dualitet mellem payoff og det visuelle univers, siger Søren Bregendal, som også fremhæver et originalt greb på SoMe aktiveringen:
– Vi forventer, at opfordringen til at “blive ven med døden” vil kunne skabe en masse nysgerrighed og forhåbentlig engagement. Alt i alt har SeLigeMig mødt vores brief spot on, samtidig med at de hæver hele kommunikationen til et højere niveau end vi havde turde håbe på. Vi er dybt taknemmelige for denne mulighed som Huset Markedsføring, alle RFA’s sponsorer og SeLigeMig giver os, siger han.
Sublimt håndværk
Fra juryside har briefens forfatter, Susanne Lund, der er CEO på reklamebureauet Republica allerede tidligere fremhævet det meget høje niveau blandt årets indsendte kampagner, og fra Thomas Wahl, jurymedlem og adm. direktør i Huset Markedsføring, lyder vurderingen af vinderkampagnen således:
– Årets vinderkampagne er et utraditionelt og næsten poetisk bud på en kampagne, der både overrasker, og får os til at stoppe op. Ikke blot taler den til målgruppen, der har problemstillingen aktuelt inde på livet, men den formår, at få alle til at stoppe op og tænke. Det er sublimt håndværk, intelligent tænkt på tværs af mange platforme, og jeg glæder mig til at se kampagnen eksekveret på tværs af de mange platforme RFA’s sponsorer stiller til rådighed, siger han og tilføjer ”en stor tak for den støtte, alle involverede i RFA har bidraget med.”
På andenpladsen kom i øvrigt kampagnen ”Sig noget Tøsedreng/Pivskid/Skvat” fra Republica, mens Mindshare fik en tredjeplads for kampagnen ”Bryd Tavsheden”.
Alle bureauer, der har deltaget i konkurrencen, har leveret deres arbejde pro bono. Mediepladsen til vinderkampagnen indsamles af Reklame for Alvor og er sponsoreret af en lang række forskellige danske medier, som støtter op om den gode sag.
Vinder-kampagnen fra SeLigeMig kommer til at køre i juni måned.