Kampagnen for Offerrådgivningen, der sidste år vandt Reklame for Alvor, blev i går i Ekstra-Bladet og i aftenens nyheder på TVDanmark 2 hængt ud for at gøre mere skade end gavn.
Folkene bag Offerrådgivningen bliver kaldt for nogle glade amatører, og selve kampagnen, der er udarbejdet af Grey København, bliver beskyldt for at være misvisende af lederen af Rigshospitalets Center for Voldtægsofre, overlæge Katrine Sidenius.
Hun siger bl.a. til Ekstra Bladet:
– Normalt gør Offerrådgivningen et udmærket stykke arbejde, men her er de velmenende folk ude i forbrydelser og straffesager, som de ikke har forstand på.
Problemet er, ifølge Katrine Sidenius, at kvinden i filmen vasker sit tøj efter at hun er blevet voldtaget og at annoncen viser kvinden i bad.
– Vores råd til ofrene er netop ikke at gå i bad og vaske tøj, siger overlægen, der nu vil undersøge muligheden for at få kampagnen stoppet.
Niels Heilberg, der er formand for Reklame for Alvor mener ikke, at kampagnen viser, hvordan man skal opføre sig, hvis man som kvinde er blevet voldtaget, men, at hele kampagnen handler om at gøre opmærksom på Offerrådgivningen.
– Motivet er jo netop at hjælpe ofrene videre i systemet, pointerer Niels Heilberg.
Inge Christensen, formand for Offerrådgivningerne i Danmark afviser også kritikken:
– Det er vigtigt at forstå hvordan Offerrådgivningen arbejder. Vi tilbyder i første omgang en samtale på ofrets præmisser, med det ene formål at få ofret videre i sit liv i en fart. Taler man om voldtægtsofre – og det er udelukkende her Sidenius kritik peger hen – skal disse naturligvis snarest muligt i kontakt med rette myndighed. Oftest har ofret allerede gjort netop dette. Andre gange bliver voldtægten ikke anmeldt med det samme, netop af frygt for konsekvenser, undersøgelse, afhøring, offentliggørelse – alle ting der er særdeles ydmygende for et voldtægtsoffer. Her kan Offerrådgivningen træde til med et godt alternativ til ”systemet”, og vejlede ofret om hvilke instanser, hun bør tage kontakt til. Det er en væsentlig del af rådgivningens arbejde at hjælpe ofrene igennem den jungle af tilbud der findes. pia