Superentreprenøren bag Virgin-brandet, englænderen Richard Branson, var hovednavnet på DMA06 i San Francisco, der åbnede i går mandag.
Og han levede op til rollen som hovedtaler. Udover en inspirerende gennemgang af Virgin-historien, gav han ogsaa amerikanerne en på tuden ved at proklamere, at han nu er fokuseret på at reducere CO2-udslippet. Når olieselskaberne ikke vil, så vil Richard Branson i de kommende år investere mere end 3 milliarder dollars i at udvikle alternative energikilder.
– Når jeg nu er i den forurenende transportsektor, så manglede det da bare, at jeg også interesserer mig for miljøet, sagde Richard Branson foran en tætpakket tilhørerskare, efter han havde fortalt historien om Virgins lancering som luftfartsselskab i 1984.
Blandt publikum var mere end 80 danskere, der hermed udgør den største udenlandske gruppe til DMA. Udover danskerne er der deltagere fra 55 forskellige lande, der i blandt 40 svenskere og 20 nordmænd.
Alt i alt er der mere end 11.000 deltagere til verdens største direct marketing konference, som senere i dag vil uddele direct marketing priserne, Echo Awards, hvor Danmark har noget at leve op til. Sidste år var det nemlig en dansk kampagne, der vandt den næstfineste pris. MSOL