Det er ingen hemmelighed, at den amerikanske rigmand og iværksætter Donald Trump mildest talt ikke er begejstret for den amerikanske præsident, Barack Obama.

Nu raser Trump over afgørelsen, der giver Obama fire år mere i Det Hvide Hus.

Det skriver Dagbladet Børsen.

– Dette valg er en total skændsel og en parodi. Vi er ikke et demokrati, lyder den seneste opdatering fra Trump på sin Twitter-profil.

Obama har sikret sig sejren, selvom Mitt Romney i øjeblikket fører i antal stemmer.

Og det falder Trump for brystet.

– Flere stemmer er lig med nederlag… Revolution!,  tweeter Trump.

Donald Trump lovede tidligere i valgkampen, at han ville donere 1 mio. dollar til velgørenhed, hvis Barack Obama offentliggjorde sine eksamenspapirer fra Harvard University.

Det skete, fordi Trump tror, at Obama ikke er født i USA og derfor ifølge forfatningen ikke kan være præsident.

 

Børsen