Rigsrevisor Henrik Otbo holder stadig øje med TV 2 efter kritikken af tv-stationens dårlige økonomi.
I et notat følger rigsrevisoren op på beretningen om TV 2’s økonomi. Notatet handler om de initiativer, som Kulturministeriet og TV 2 har taget på baggrund af selskabets økonomiske situation og beretningens konklusioner, og rigsrevisoren er samlet set tilfreds med kulturministerens redegørelse.
Han vil dog stadig følge udviklingen på nogle områder. Det drejer sig om resultatet af den såkaldte granskningsundersøgelse, hvor en advokat undersøger, om TV 2’s tidligere ledelse har gjort arbejdet godt nok, lige som rigsrevisoren også følger EU-Kommissionens behandling af omstruktureringsplanen for TV 2.
Den plan giver blandt andet stationen mulighed for at opkræve abonnementsbetaling fra 2012.
Rigsrevisionen udtalte i maj kritik af både TV 2’s ledelse og Kulturministeriet som følge af stationens dårlige økonomi.
/ritzau/