Forbrugerne kan sagtens gennemskue, at Rigtig Juice fra Arla Foods hverken er mere rigtig eller forkert end andre mærker. Det er et varemærke som alle andre, fastslog Østre Landsret i går i en dom.
Dommen går stik imod Fødevaredirektoratet, som i 1998 forbød anvendelsen af betegnelsen “Rigtig”. Men landsdommerne har altså nu mindet om, at Rigtig Juice har været på markedet i 30 år og at betegnelsen må siges at være blevet “et rigtig meningsbærende varemærke”. Ordet rigtig bruges ikke som det modsatte af forkert eller for at fremhæve særlige egenskaber. Desuden minder retten om, at det står tydeligt på kartonen, at juicen er lavet af frugtkoncentrat.
Fødevaredirektoratet har endnu ikke besluttet om dommen skal ankes til Højesteret.