Bjarne Riis’ hovedsponsor Saxo Bank afventer flere informationer om cykelstjernen Alberto Contadors positive dopingtest, før de vil kommentere sagen.
– Det er svært for os at kommentere på, fordi vi ved ikke mere end, at Contador er blevet testet positiv. Derfor har vi ikke andre kommentarer end, at vi afventer yderligere informationer fra Contadors side, siger pressechef Kasper Elbjørn.
Alberto Contadors agent forklarer den positive dopingprøve med madforgiftning.
– Siden han blev informeret af UCI den 24. august, har Alberto Contador sagt, at madforgiftning må være den eneste mulige forklaring, siger agenten i en pressemeddelelse.

Det er blandt andet den melding, som får Saxo Bank til at afvente situationen.
– Vi må vide, hvad der hoved og hale i sagen, inden vi kommer med en kommentar, siger Kasper Elbjørn.

Saxo Bank forlængede i august sponsoratet med Bjarne Riis cykelhold med et enkelt år.

Stifter og medejer Lars Seier Christensen lagde ved et stort anlagt pressemøde ikke skjul på, at netop kontrakten med Alberto Contador for næste år var en væsentlig årsag til, at Saxo Bank var klar til at skyde flere millioner i cykelholdet.

/ritzau/