For lidt mere end 10 år siden blev der kaldt på mig – sådan et råb, der gik et par etager op og nåede mig i mit lille tekstforfatterassistent-rum på toppen af Tårbæklund, hvor Bergsøe 2 stadig har til huse. Tonefaldet var der ikke meget at tage fejl af. Det var nu og her og på plads! Så jeg spurtede ned ad trappen til min administrerende direktørs kontor.
Jeg havde nok ikke lige forventet at se alle 5 direktører sidde rundt om bordet – og måske havde de også haft andet end mig på dagsordenen, men lidt overvældende virkede det da. For emnet var DRB-skolen. Danmarks første officielle reklameuddannelse. Og jeg var udset til at skulle være fanebærer for Bergsøe-familien. Ikke særlig gammel. Ikke særlig erfaren. Og især ikke særlig villig. For lidt havde jeg da hørt rundt om i gangene. At der var tale om en elite-skole. Fremtidens reklamefolk. Om den store chance, det var, og frem for alt, hvor prestigebetonet det blev betragtet at blive sendt på denne skole.
Jeg havde det sådan set helt perfekt, hvor jeg var. Trygt, godt, rart og med masser af udfordringer udi kunsten at uddanne sig som vaskeægte tekstforfatter. Så den der reklameskole var bestemt ikke lige mig. Jeg skulle ikke nyde noget af at sidde på skolebænken igen og slet ikke med en samling super-duper-dukseelever, der 1) sikkert alle sammen var væsentligt dygtigere end mig 2) meget ældre 3) meget mere erfarne 4) og som helt garanteret ikke fik ondt i maven over at skulle udstille deres inderste talenter for branchens mest fremtrædende personligheder.
Med svedige håndflader fik jeg da også fremstammet et lille ynkeligt “nej tak“ på spørgsmålet, der vist mere var i ordreform, om jeg gerne ville på denne nye reklamebastion. “Om jeg forstod, at hvis jeg sagde nej, så måtte de finde en anden håbefuld – for nogen skulle Bergsøe sgu’ sende“.
Jo da, så måtte det da blive sådan – og så bakkede jeg ellers ud ad døren igen.
For hvorfor kunne de ikke uddanne mig som så mange andre før mig? Jeg havde den bedste lærermester, de sødeste kunder og de dejligste kollegaer. Hvad sku’ jeg sidde ude på Dortheavej i Nord-vestkvarteret for, når man havde udsigt til både hav og brølende kronhjorte hver dag. No Way!

ET SPRINGBRæDT FOR MIN UDVIKLING
Første skoledag 9. januar ’89 blev akkurat lige så rædselsfuld, som jeg havde frygtet. 21 nye mennesker, som Mogens Nielsen, min lærermester, havde omtalt som “et springbrædt“ for min udvikling, og som jeg ville få det “så sjovt med“. Jo der var mange superlativer, da han endelig fik forklaret mig, at det altså ikke var jordens undergang og overtalt mig til “lige at tage skolen med“. 21 nye kommende kammerater, man skulle dele sit inderste med, i et forløb på 4 semestre over 2 år. Med formildende omstændigheder – Kai som rektor, Morten Peetz-Schou som prorektor, Karen Margrethe som blæksprutte og et hav af hovedlærere og defilerende gæstelærere.
Måske var de andre elever lige så nervøse, måske var de i virkeligheden lige så cool, som de så ud til – under alle omstændigheder var alle godt hjulpet på vej af det faktum, at der var en række bureauer, der havde valgt at smide en stor pose penge efter dem – og det burde være god ballast for ens selvtillid.
Vi var de udvalgte og nærmest hellige. De næste 2 måneder blev vi interviewet og filmet til medierne til den store guldmedalje. (Vi fik oven i købet partoutkort til Fie Adamas’ nye natklub…) Og usikkerheden blev hurtigt afløst af iver. For ind imellem al virakken knoklede vi som sindssyge. Den ene mere spændende opgave afløste den anden – med få timers mellemrum. Vi lærte hurtigt at sove på gulvet med en jakke under hovedet, hvor det nærmeste pizzaria lå og hvordan man kunne lave kaffe i søvne. Udfordringerne kom i en lind strøm. Alle skulle arbejde med alle og grupperne blev sammensat forskelligt hver gang – så tilpasningsevne var også på programmet.
Intern konkurrence og personlige ambitioner drev ned ad væggene og dét, krydret med 21 særdeles individuelle – og måske lidt forkælede – elever, satte grå hår i hovedet på både insitutbestyrere og de rødvinsbetalte gæstelærere. Vi havde fået at vide, at vi skulle være med til at forme skolen, hvad kunne gøres bedre osv. At alles øjne hvilede på os. Så det ansvar tog vi på os. Disciplinen skulle vi såmænd nok selv styre. Både hvornår der skulle mødes og hvornår vi havde brug for rygepauser. Var der noget vi var utilfredse med, blev det også påtalt, og følte man ikke lærerne levede op til ens forventninger, blev de evalueret med tommelfingeren nedad. Set i bakspejlet var vi benhårde. Det kan godt være, vi lagde ud som tamme prøvekaniner, men vi udviklede os hurtigt til at være af den vilde slags. Vores vægavis, som på et tidspunkt var en fælles mere journalistisk opgave for alle, vendte sig endda mod opdragsgiverne – og belyste fordele og ulemper ved skolen, råt for usødet. Det var en skæg tid. Ja, måske ikke lige for dem, det gik ud over, men der var ikke den ting, som ikke var tilladt, eller som vi ikke kunne få afløb for.

STORE SKIFTEDAG
Naturligvis var alt ikke ren anarkisme. Kunne en lærer fastholde os de første fem minutter, var de også sikret fuld attention. Men moderne medieanalyseformer appellerer sjovt nok mere til projektlederne end til tekstforfatterne og ad’erne. Sådan er der forskel på folks interesser.
Men interessen for os som førstehold var ens over hele linien. Kunder og organisationer stillede sig velvilligt til rådighed for vores aldeles kreative kunnen og fik mange rigtigt gode forslag med hjem. Leverandører kappedes om at lære os at kende og yde gratis support på alle tænkelige niveauer. Og spioner (forklædt som administrerende og kreative direktører) holdt løbende øje med elevernes frembringelser, hvis nu man kunne spore et stjernefrø op. Strandhugsten blandt eleverne blev efterhånden mere og mere tydelig, som semestrene skred frem. Jylland og Fyn måtte afstå ikke så få afhoppere, og der blev holdt store skiftedag blandt de københavnske bureauer. Jeg var selv blandt de “troløse“, der hoppede af midt i forløbet. Måske en smule forblændet af egne frembringelser, måske fordi jeg i virkeligheden voksede meget hurtigt via skolen. Her arbejdede vi med store kampagner, det ville tage år at opnå at få fingrene i “derhjemme“, og med andre unge i et miljø, der var så markant anderledes end de praktikperioder, vi kom tilbage til mellem semestrene. Mange udtrykte frustration over, at deres respektive bureauer ikke forstod den udvikling, vi var igennem. At undervisningen var så afsindig intens og komprimeret, og opgaverne så alsidige og udfordrende på skolen, at det gjorde det ud for flere års hårdt arbejde på bureauet. Naturligvis var de bureauer der måtte aflevere elever til andre skuffede. Men jeg tror efter min bedste overbevisning, at skolens substral kom bag på mange. Selv om det lå i kortene, at det netop var missionen, var bureauerne ikke forberedt på de mennesker, der kom tilbage. Med en kampgejst og virkelyst, det nok har været svært at leve op til. Dertil skal også lægges, at mange af eleverne allerede havde flere års erfaring fra samme bureau inden de blev sendt på skolen – og at den naturlige udlængsel måtte melde sig flere steder. Så i retfærdighedens tjeneste må man sige, at udskiftningen var uundgåelig.
Men uanset hvilket bureau vi begyndte eller endte på, var det ikke den samme flok, der dimitterede fra Reklameskolen, som mødte hinanden første skoledag. Vi var bedre. Mere rustede og sværere at forskrække. Vi havde været hele vejen rundt. Vi kendte alle og enhver, der var værd at kende. Hele holdet fik oven i købet DD-prisen. Nå ja, måske følte man at man kunne gå på vandet. Men der er ikke noget i vejen med selvtillid, den skal tidsnok blive pillet ud af én, hvis den bliver for udtalt. Under alle omstændigheder var vi svære at skyde ned i den tid.

TAK FOR TILLIDEN
Så på sæt og vis gik min lærermesters spådom om, at skolen ville blive et springbrædt, i opfyldelse. Nok ikke lige den måde, han havde tænkt sig det. Og læser han det her, vil han jo nok korse sig over, at jeg endnu ikke har lært at sætte kommaer. Eller fatte mig i korthed. Eller strukturere min tekst bedre. Måske en anelse patetisk vil jeg slutte min fristil med den største tak til Jesper, Mogens, Svein, Peter og Flemming, for de første og bedste år på Bergsøe og for den tillid I viste mig ved at deportere mig til Dortheavej. Jeg har haft glæde af det, jeg lærte på skolen hver eneste dag siden. Og nu er det mig, der skal sørge for at sende elever til skolen. Det er da ret pudsigt, ikke?

P.S. Dette tilbageblik står naturligvis for min egen regning. Jeg beklager, hvis nogle af mine gamle skolekammerater føler sig trådt over tæerne, f.eks. over at blive kaldt forkælede – eller har en helt anden opfattelse af forløbet end jeg. Under alle omstændigheder – kan I klage til mig når vi mødes til jubilæet!