Hvis det var nemmere at sammenligne priser og skifte leverandør, ville både din og hele samfundets økonomi blive langt bedre. Sådan lyder konklusionen i en rapport fra Centre for Economic and Business Research på CBS, der onsdag præsenteres i Politiken.
Vi taler samlet om beløb i efterlønsklassen for samfundsøkonomien, som forbrugere bliver frarøvet, hvis konkurrencen ikke fungerer (…) Der er således behov for at designe en forbrugerpolitik, der gør det let – økonomisk, psykologisk og fysisk – for forbrugerne at søge og finde de bedste tilbud og tilsvarende let og billigt at skifte leverandør, lyder det i Politikens kronik, som professor i industriøkonomi Peter Møllgaard har skrevet med Forbrugerrådets direktør, Rasmus Kjeldahl.
Et beløb “i efterlønsklassen” svarer til 14-18 milliarder kroner. Rapporten gennemgår international forskning i sammenhænge mellem forbrugerforhold og produktivitet, vækst og velfærd. Blandt andet viser et studie, at britiske forbrugere mister en samlet gevinst på 2 milliarder kroner om året alene på området for musik og forbrugerelektronik, fordi de overser prisforskelle på op til 60 procent.