Umiddelbart lyder det som noget, der vil kunne interessere en stor mængde danskere – at følge et serie 6 fodboldhold i tykt og tyndt. Men det mener flertallet af de danske tv-stationer tilsyneladende ikke. TV3 ser som de eneste postivt på det reality-format Nordisk Film TV lancerede i sidste uge, mens hverken DR, TV 2 eller TvDanmark synes interesserede.
– Serie 6 fodbold … hmmm, nej. Spørgsmålet er om det giver noget spændende tv, og det tror jeg ikke, vurderer TvDanmarks adm. direktør Jesper Sehested Lund.
Samme melding kommer fra TV 2s programdirektør, der ikke mener, at projektet harmonerer med stationens værdier.
– Vi har endnu ikke fået en officiel henvendelse, men jeg kender godt projektet, og det har ikke den store interesse. Vi har prioriteret anderledes, og desuden er konceptet ikke i overensstemmelse med de værdier, vi går efter, fortæller Bo Damgaard. Han ønsker dog ikke, at uddybe TV 2s værdier i forbindelse med denne sag.
Heller ikke i Danmarks Radio er programdirektøren vild af begejstring.
– Jo, jeg har læst om det i avisen, og jeg er ikke sikker på, at det er en rigtig god idé. Konceptet er i hvert fald ikke noget, jeg hopper op i stolen over. For det er jo primært den totale topfodbold, der har danskernes interesse, mener Lars Grarup.
Hos TV3 ser man imidlertid anderledes på sagen, idet programformatet ligger mere i forlængelse af TV3s øvrige sportsflade.
– Jeg synes det lyder som et nyt og spændende koncept. Men jeg vil ikke forhandle gennem medierne, understreger TV3s programchef Susanne Teilmann. Hun er ikke i tvivl om, at reality i dag skal have et ganske bestemt mål og handlingsforløb for at kunne tænde danskerne, men femhæver også at Nordisk Films fodboldkoncept lyder anderledes og desuden ligger i forlængelse TV3s sportsunivers. Susanne Teilmann vil dog ikke udtale sig om, hvorvidt de er blevet kontaktet eller ej. cnb