Omkring 1000 ansatte i mediekoncernen Mecom må håbe på flere annoncekroner, hvis de vil bevare jobbet. Sådan lyder vurderingen fra koncerntillidsmand Kjetil Haanes. I oktober faldt finansieringen af Mecoms køb af Orkla Media og dermed også det Berlingske Officin på plads. Mecom, der ejes af David Montgomery, satte i forbindelse med købet ambitiøse mål, og tillidsfolkene har nu gransket tallene.
– Der kommer ingen store ændringer i 2007, men vi forventer dramatiske ændringer i 2008, hvis Montgomery og Mecom vil holde budgettet. Det kan være frasalg af dele af koncernen eller besparelser på personaleudgifterne, siger Kjetil Haanes.
Han forklarer, at beregningerne gælder de næste tre års budgetter, og at massive indtægter på avisannoncer kan redde nogle job.
/ritzau/