PR Newswire er den ene af Ritzau Infos nye samarbejdspartnere og skal gøre det muligt for Ritzaus kunder at kunne tilkøbe distributionsvalg også uden for Norden. Det oplyser Ritzau på sin hjemmeside.
PR Newswire er verdens førende distributør af pressemeddelelser. Etableret i 1954 og med 14 kontorer rundt om i verden tilbyder PR Newswire distribution på 27 sprog og i 135 lande.
– Vi er stolte over, at PR Newswire har valgt Ritzau som dansk partner. Samarbejdet vil understøtte udviklingen af Ritzau Info til markedets bedste distributør af pressemateriale, udtaler produktansvarlig Jesper Lyngbye.
Men det er ikke kun uden for landets grænser, at Ritzau udvider produktporteføljen.
Danske Specialmedier er nemlig endnu en ny samarbejdspartner, sammen med hvem der skal udvikles specielt målrettede nyhedspakker til vidt forskellige målgrupper i form af tekst, onlinenyheder, grafik, lyd og video.
– Vores løbende opdaterede nyheder og videoindslag vil tilføre Specialmediernes netsider dynamik og liv, uden at disse selv skal anvende ekstra ressourcer på det, siger Ritzaus Bureaus administrerende direktør og chefredaktør Lars Vesterløkke i en pressemeddelelse
– Vi ser en stigende interesse for specialmedierne – både redaktionelt og kommercielt – og der er ingen tvivl om, at et samspil mellem de enkelte netmediers eget stof inden for de områder, mediet repræsenterer, og Ritzaus udbud af nyheder, vil styrke specialmediernes onlinetjenester yderligere, siger direktør for Danske Specialmedier, Christian Kierkegaard.
Ritzau Info tilbyder Ritzaus Nyhedstjenesten, e-maildistribution, distribution på de nordiske nyhedstjenester, TT, STT og NTB og nu så altså også udenlandsk distribution.
sm