Generalforsamlinger er sjældent et tilløbsstykke, når foreninger da ikke sejler rundt i et oprørt hav, og denne gamle sandhed gælder bestemt også for os selv.
Dansk Markedsføring levede på kanten af eksistensen, da foreningen i 2013 udkom med et underskud på knap 1,9 mio. kr., og siden har stort set alle indsatser handlet om at rette skuden op.
Og med ansættelsen af foreningens relativt nye direktør, Thomas Wahl, i januar 2015, er Dansk Markedsføring sejlet ind i roligere vande – ikke mindst fordi en spareplan bremsede det frie fald, og medarbejderne lagde sig helt ekstraordinært i selen for at eksekvere direktørens nye tanker.
Regnskabsmæssigt er det betragtelige underskud på 1,9 mio. kr. i 2013 udviklet til:
- et lille overskud på 84.000 kroner i 2014.
- et overskud på 249.000 kroner i 2015.
- og 2016-regnskabets sorte tal på 594.000 kroner.
Omsider er turnaround’en på plads
Når omsætningen er godt 18,5 mio. kr., er de cirka 3 pct. på bunden næppe noget, der ville få markedsanalytikere til at juble, men ikke desto mindre har direktøren sikret en succesfuld turnaround.
– Alt i alt er det tilfredsstillende, at omkostningsreduktionen virkede, og sammen med de nye forretningsinitiativer, bl.a. The M List og studieturen til Silicon Valley, er vi på rette vej, sagde Christian Scherfig, bestyrelsesformanden, der også takkede medarbejderne for at gennemføre over 100 arrangementer i løbet af 2016.
– Samtidig er toplinjen vokset med knap tre mio. kr. fra 2015 til 2016 (+17 pct.), hvilket i et udfordret marked må siges at være ganske godt gået. At bladet Markedsføring fortsat har 20.000 læsere, og at vi har knap 80.000 unikke brugere online på månedsbasis, anser jeg for at være særdeles godt.
Der skal skaffes flere medlemmer
De 4.200 medlemmer med udgangen af 2016 er et beskedent fald på 100, men det dækker over en lille vækst på virksomhedsmedlemmer og et mindre fald på ”ordinære” medlemmer.
– Selvom fundamentet for foreningen er blevet forbedret, så vil løbende effektiviseringer stadig præge 2017, siger Thomas Wahl, der budgetterer med et overskud i størrelsen 400.000 kroner i år.
– Derudover bliver fokusområderne den fortsatte positionering af Dansk Markedsføring som det naturlige samlingspunkt for branchen, både når det gælder nyheder, netværksaktiviteter og den faglig udvikling af marketers.
– For at understøtte det, lancerer vi bl.a. en ny mentorordning i efteråret, lige som vi allerede i næste uge flyver på en studietur til New York med 20 danske CEO’er og CMO’er. Desuden er vi til stede på Folkemødet på Bornholm, og endelig gentager vi turen til Silicon Valley til efteråret, slutter Thomas Wahl.
Tak til Ricki Wilke for inspirerende indsats
På generalforsamlingen fratrådte bestyrelsesmedlem Ricki Wilke, institutleder på CBS, helt efter vedtægterne, da hans 6-årige indsats for foreningen er gennemført med bravur. Bestyrelsen har ikke ønsket at supplere med et nyt medlem. Bestyrelsen består derfor af disse syv medlemmer:
Advokat Christian Scherfig (formand), Pernille Mehl, Danske Lotteri Spil, Bjarne Spellerberg, Boye & Spellerberg, Christine Jelved, Porche Danmark, Dorte Tandrup, MTG, Eva Lundgren, Spies og Sebastian Franck, Magnetix.
Jens Thrane-Møller gennemgik året set fra repræsentantskabets side og foreslog, at jubilæumsfonden og dispositionsfonden under Dansk Markedsføring nedlægges.
I regnskabet er afsat 91.000 kroner til de to fonde, og Jens Thrane-Møller foreslog, at de penge overgik til en eller flere nye ny awards til den eller de bedste hovedopgave(-r) ved en af landets handelshøjskoler – eller eventuelt et universitet.
Repræsentantskabet har en arbejdstitel, der hedder ”Commercial Excellence Award”, idet prisen eller priserne skal gå til opgaver, der synliggør marketings værdiskabende rolle i samfundet. Der arbejdes også på at finde sponsorer til den nye award.
Generalforsamlingen vedtog indstillingen fra repræsentantskabet, men i henhold til vedtægterne skal forslaget først behandles på en ekstraordinær generalforsamling, før det er endeligt vedtaget.