– Jeg må nok indrømme, at vi alle sammen er lidt brugte, lyder det fra kontaktdirektør Søren Christensen hos Robert/Boisen & Like-Minded.
Bureauet løb ved fredagens Creative Circle Award i Tivolis Koncertsal med tre guld-cirkler, en sølv-cirkel og to bronze-cirkler samt titlen som årets reklamebureau.
Og så kunne man i tilgift glæde sig over, at Puma og Ekstra Bladet (som bureauet havde indsendt arbejder for – og vandt) blev kåret som årets kunde i henholdsvis advertising og digital.
Æren bliver ikke mindre af, at det faktisk er femte gang på syv år, at bureauet kan smykke sig med titlen årets bureau.
Så hvad gik galt i 2005 og 2007, kunne man fristes til at spørge?
– Jamen, det var der sådan set ikke noget, der gjorde, for hvis du ser på nomineringerne, så var vi også rigtig godt med i de to år. At det så ikke lige blev til priser, det kan jo også sommetider være tilfældighedernes spil – og ikke mindst et udtryk for, at andre de år har lavet noget, der var bedre, siger Søren Christensen.
– Det er klart, vi er fantastisk glade for priserne, men vi lægger også stor vægt på, at være kontinuerligt med, når det gælder shortlisterne.
Den mest omfattende pris
På spørgsmålet om, hvilken pris der står højst på bureauets ønskeseddel, lyder svaret prompte og ikke overraskende: Cannes.
– På dansk grund er Creative Circle vel nok den mest omfattende pris, der uddeles. Men jeg mener i virkeligheden ikke, man kan skille tingene ad. Vi vil mindst lige så gerne vinde effektivitetspriser, for i vores optik hænger tingene sammen, siger Søren Christensen, som også mener, at det er den vej vinden blæser på prisfronten.
– Du kan se sammensmeltningen i Cannes, hvor de er gode til at merge strategi, kreativitet, eksekvering og effekt. Det er den vej udviklingen går, mener han.
Så burde vi herhjemme i virkeligheden arbejde på at etablere en mere integreret prisstruktur?
– Det ville være fint, hvis man kunne gå den vej. Jeg erkender selvfølgelig, at man ikke kan måle og veje alt, og helt sikkert også at Creative Circle har en berettigelse i at hylde det kreativ nytænkning og kant. Men ja, det ville være fint, hvis vi kunne bevæge os i retning af mere sammensmeltning, siger Søren Christensen, som i øvrigt også er meget positiv over for udvidelsen af prisuddelingen med nye discipliner.
– Det giver et bredere billede af branchen, siger han.
Apropos bredere billede: Var der så nogle bureauer, du savnede i fredags?
– Ja, nu fik Bacon jo en guld-cirkel i Direction-kategorien for SAS-filmen. Men på branchens vegne er det da lidt ærgerligt, at filmen ikke var sendt ind til Commercials. Den kunne godt have vundet.