Konkurrencen om Carlsbergs danske budget er nu gået ind i en test-fase, og det indebærer, at et af de tre bureauer er blevet sorteret fra.
– Vi har set tre meget spændende forslag, men vi har valgt at sende de to, vi tror mest på, videre til test, siger marketingchef Martin Andersen.
Det er forslagene fra Winwin Agency og &Co, der bliver testet, mens Robert/Boisen & Likeminded er blevet sorteret fra. Samtidig bliver den internationale platform, der er skabt af Carlsbergs nye internationale bureau, Wieden + Kennedy i Amsterdam, også testet. Den platform har hele tiden spøgt på sidelinjen, så der er ikke noget nyt i, at den er med i test-fasen, siger Martin Andersen.
Den internationale platform er skabt med henblik på en betydelig lokal implementering, og skulle den teste bedst, skal der vælges et dansk bureau til at arbejde videre med den. Og her vil Carlsberg sandsynligvis søge blandt de to tilbageværende bureauer. fin