Hos TV2 jubler man i dag. Det fremgår af en nyhedsmail. TV3 er også tilfredse. Det fremgår også af en af dagens nyhedsmail.
Tal kan således bruges til meget. Men umiddelbart må man sige, at på den første mandag med både Robinson og Big Brother løb TV2 med palmerne. Programmer som Station 2, Airport og Hvem vil være millionær gav solide seertal og en fremgang i share fra 35 til 36,3 blandt hele befolkningen. Stationen oplever den største fremgang blandt 15-30 årige, mens man rent faktisk taber lidt share blandt 11-20 årige.
Den store taber blev TV3 som i aftes åbnede Robinson-showet. Et seertal på 605.000 er 23 pct. under sidste års premieredag. Målt på share falder TV3 i befolkningen fra 20,3 til 15,3 og faldet er endnu større blandt de 15-30 årige. Big Brother opnåede 142.000 seere, hvilket ikke er imponerende – men dog nok til at holde skansen på sharen i forhold til sidste år.
– Nu skal man selvfølgelig være forsigtig med at konkludere noget på en eneklt dag. Meget kan ske. Men personligt vil jeg ikke være overrasket, hvis Robinson i år kom til at tabe lidt i forhold til sidste år – dog slet ikke i det omfang, som den første dag viser. Niveauet bliver afhængigt af, om der sker nogle ting som PR-apparatet kan bruge til at sætte skub i programmet, siger Mogens Østergaard fra Carat, der producerer Tv Markedets Nøgletal til Markedsføring. fin