Vi kender efterhånden alle sammen muligheden for at scanne fx en QR-kode på et produkt for at få flere oplysninger. Men nu kan du også snart tage en teknisk snak med en robot om det, du står og overvejer at købe.

Til december lancerer fødevarevirksomheden Nestlé således den første robot i verden, der er i stand til at forstå og reagere på menneskelige følelser. Den skal sælge maskiner til Nescafé og kapselkaffe i hvidevare- og elektronikforretninger.

Robotten har fået navnet ”Pepper”, og den begynder om få uger sin karriere i Japan – men der er også interesse for den hos Nestlé i Danmark, siger Benedicte Flamand, Nordic Brand Communication Manager for Nescafé Dolce Gusto.

– Når man overvejer at købe et produkt i en forretning skal man kunne få viden så hurtigt som muligt. Man kan i dag forsyne en robot med rigtig meget viden, og mange forbrugere har også tekniske spørgsmål, der skal kunne besvares. Det handler også om, at det skal være sjovere at handle ind, og at det skal være en oplevelse. Derfor synes vi, at udviklingen i Japan med menneskelige robotter, der kan gå i dialog med kunderne, er meget interessant, siger hun.

”Pepper” er forsynet med den nyeste teknologi inden for stemme- og følelsesgenkendelse. Robotten kan aflæse ansigtsudtryk og vurdere tonefaldet hos kunden, og der er store forventninger til fyren i Japan, der er det største marked for Nescafé.

– Pepper vil være i stand til at forklare Nescafé-produkter og services og kan indgå i en samtale med kunden. Jeg håber, at denne nye model for at engagere forbrugeren vil sprede sig til resten af verden, siger Kohzoh Takaoka, der er CEO i Nestlé Japan i en meddelelse fra selskabet.

”Pepper” starter med at sælge Nescafé-maskiner i omkring 20 hvidevare- og husholdningsforretninger i Japan i december, og skal inden udgangen af 2015 stilles op i 1.000 japanske forretninger.

Hvornår ”Pepper” kommer til Danmark er endnu usikkert, men du kan møde ham i filmen her.