”Jeg elsker at se fjernsyn. I den forstand at jeg ser på ting, som inspirerer mig helt vildt, både visuelt og musikalsk. Mit arbejde, og det jeg lader mig inspirere af, det skal være kvalitet – ellers kan jeg ikke holde det ud.”
Sådan lyder ordene fra sangerinden Sanne Salomonsen i den seneste reklamefilm for Canal Digital, akkompagneret af guitar og egen sang fra nummeret ”Hel igen”.
Det er reklamebureauet Bates Y&R, der står bag filmen, som denne gang er udvalgt som eksaminand i Markedsførings eksamenslokale, hvor vi tester tv-reklamer i samarbejde med The Nielsen Company.
De hårde facts i Nielsens analyse sender gennemsnitligt reklamen med Sanne Salomonsen ned i den mindre prangende del af karakterskalaen.
Men det er ikke så underligt, mener marketingchef Søren Østergaard fra Canal Digital.
– Man bliver jo altid mest glad, når tingene slår godt igennem hele vejen rundt, det vil jeg da ikke lægge skjul på. Men der er tale om et nicheprodukt med forholdsvis høj kompleksitet, som ikke henvender sig til hele den brede befolkning – i storbyerne er paraboler ofte ikke en mulighed – så jeg er ikke overrasket.
På kendskab lander filmen dog rigtig udmærket, og isolerer man kvinderne som selvstændigt segment, kan Sanne Salomonsen med en score på 79 procent endog konkurrere med de hidtidige frontløbere i Karakterbogen Online – eksempelvis Kim’s og Netto.
Til gengæld kunne kun knap halvdelen (44 procent) identificere Canal Digital som afsenderen – dog lidt over halvdelen hos de yngre segmenter. Det er rimeligt, men ikke imponerende.
Men selv om filmen heller ikke scorer særlig godt på Persuasion og Personal Relevance, så har Canal Digital faktisk øget sit salg markant, siden Sanne Salomonsen meldte sig i reklameblokken.
– Vi har kunnet konstatere en fordobling af salget, siden vi begyndte at køre Sanne-filmen. Og selv om både konkurrenternes og det offentliges kommunikation i forbindelse med slukningen af det analoge signal, samt det, at vi har sænket pakke-prisen, helt bestemt også har spillet ind, så er det et meget tilfredsstillende resultat for os, siger Søren Østergaard.
Læs hele historien i Markedsføring 16-2009, som er på gaden i denne uge.