Selv om der nok tømmes flere ølkrus end kaffekopper på den igangværende Roskilde Festival, så er der som bekendt ikke noget som en god kop kaffe at vågne op på.

Og det får de rockende gæster på festivalen rig lejlighed til at få i år, for festivalen har indgået et samarbejde med det danske kaffe-mærke Peter Larsens Kaffe – og det handler ikke kun om at sælge kaffe, men i virkeligheden mere om – kaffegrums.

Sagen er nemlig, at danskerne i dag drikker så meget kaffe, at vi hvert år producerer mere end 30.000 tons kaffegrums.

Et kæmpebjerg af naturligt råstof, som kunne anvendes til alle mulige gode ting, hvis man altså i stedet for at smide det væk begyndte at genanvende det – til hudplejeprodukter, gødning eller noget helt andet. Hvilket man faktisk gør i flere andre lande.

Ideen og aktiveringen, som det lille Viborg-bureau Manguster står bag, omfatter dels en lille film med titlen ”Some People Don’t Give a F**K!”, en fokusgruppe på Facebook – og attention i mobile kaffebarer på Roskilde Festival.

– Kaffegrums er en kæmpe ressource som vi burde udnytte, hvis vi rejser os op, dropper de gamle vaner og begynder at udvikle de gode ideer, Se filmen, giv det en tanke, del den med dine venner og fortæl os hvad I tænker, her i Danmarks største fokusgruppe. Vi vil gerne høre din (og alle dine venners) mening og samtidig tage temperaturen på om der er stemning for at genanvende kaffegrums, skriver kaffeproducenten blandt andet på Facebook-siden

– Målet er, at sætte fokus på det årlige spild af 30.000 tons grums, der ville kunne bruges til alle mulige produkter, men også at samle gode ideer op, så de vil kunne videreudvikles og præsenteres på næste års Roskilde Festival, siger Nels Sønderby fra Manguster og tilføjer:

– Vi synes også, det er sjovt, at Birgit og Preben på henholdsvis 87 og 89 år (der optræder i filmen, som du kan se nedenfor) vil gå foran og udfordre nutidens unge. Det er vist ikke så tit, at skuespillere får deres gennembrud i den alder. Og så håber vi, at rigtig mange vil ”vågne op” og hoppe med om bord i den gode sags tjeneste.