Vinder rød blok et kommende folketingsvalg, så er Danmarks største kommercielle tv-station, TV 2, ikke længere til salg.
I medieforliget 2006 respekterede Socialdemokraterne, SF og Radikale Venstre ellers regeringens og Dansk Folkepartis salgsplaner vedrørende TV 2, men da oppositionspartierne nu står uden for det nye medieforlig, så er partiets medieordførere Holger K. Nielsen, Jørgen Poulsen og Mogens Jensen blevet enige om, at et salg ikke gennemføres ved et regeringsskifte.
– Det er partiernes opfattelse, at hvis man skal fastholde et kvalitetsbetonet TV 2 med stærke public service-forpligtelser, er det nødvendigt at sikre dette med et offentligt ejerskab af stationen, lyder det i en fælles erklæring fra partierne.
Et salg af TV 2 til eksempelvis en ”hyperkommerciel international mediekoncern” eller en kapitalfond kan ifølge de tre partiers medieordførere hurtigt føre til både en uacceptabel kvalitetsmæssig og økonomisk dræning af stationen.
De tre partier vil derfor som udgangspunkt holde fast i TV 2 som et statsligt aktieselskab, men de vil være åbne overfor andre måde at organisere et fremtidigt TV 2 på. Det vigtige er, at det er befolkningen og ikke en stor mediekoncern, som ejer TV 2, lyder det.