Midterpartierne Radikale Venstre og Liberal Alliance samt venstrefløjens Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti klarer sig bedst, når det gælder hastighed på partiernes hjemmesider.
Regeringspartierne og støttepartiet Dansk Folkeparti ligger derimod nederst på listen, mens Socialdemokraterne lægger sig midt i feltet.
Det fremgår af en måling af svartider, som den danske internet- og sikkerhedsvirksomhed Digicure ApS har foretaget på 10 landspolitiske partiers hjemmesider.
Adm. direktør Jesper Helbrandt fra Digicure siger:
– Selvom der er dømt digital valgkamp, når Lars Løkke trykker på valgknappen senere i år, er hverken Løkkes eget parti, regeringspartneren Konservative og støttepartiet Dansk Folkeparti endnu helt klar, hvis man måler på deres hjemmesiders hastighed, og det kan faktisk godt blive et problem.
Han peger på, at langsomme hjemmesider giver besøgende et dårligt indtryk. Og når søgemaskinen Google skal indeksere hjemmesider, spiller hastighed en rolle for placeringen. Hurtige hjemmesider bliver alt andet lige placeret højere oppe end langsomme hjemmesider i søgeresultatet.
– Der kan være mange årsager til langsommelige hjemmesider. Hvis et parti vil være hurtige på nettet, er det nødvendigt at afdække, hvor i systemet der opstår flaskehalse og dermed forsinkelser. For tålmodigheden på nettet er meget lille, hvorfor lange ventetider kan påvirke blandt andet tvivlere om, hvor de skal sætte deres kryds, siger Jesper Helbrandt.
Målingen, der er gennemført i perioden 17.-30. maj 2011, er foretaget ved, at Digicure hvert 10. minut i to ugers perioden har registreret, hvor lang tid der går, inden siden er fuldt synlig i browseren.
Digicure Performance Index 2011 for danske politiske partier
Placering Parti Svartid i sekunder
1 Radikale Venstre 0,49
2 Enhedslisten 0,74
3 Liberal Alliance 1,38
4 Socialistisk Folkeparti 1,43
Gennemsnit 1,76
5 Fremskridtspartiet 1,77
6 Socialdemokraterne 2,13
7 Kristendemokraterne 2,16
8 Dansk Folkeparti 2,21
9 Venstre 2,54
10 Konservative 2,75
(Kilde: Digicure ApS).