By public demand – det er ikke ølhunden, men ølnationen der glammer. Tørst og nostalgi er forenet i et ønske om at få Rød Tuborg tilbage, og Tuborg lytter. Bryggeriet fejrer sin fødselsdag 13. maj ved igen at sende Rød Tuborg på markedet.

Og selv om Tuborgs marketingchef, Carsten Suhrke, umiddelbart lagde afstand til eventmarkedsføring, så har man ikke kunnet dy sig for at trække Tuborgflasken i Hellerup i rødt.

– Det går lige i hjertet på en Tuborgmand, når danskerne for alvor savner en af vores øl. Derfor har vi i anledning af Tuborgs fødselsdag 13.maj besluttet at lade Rød Tuborg komme på besøg – men kun for en begrænset periode, siger Carsten Suhrke.

Der er produceret en begrænset mængde Rød Tuborg, der fra 30. april køres ud på barer, caféer, værtshuse og restauranter. Og fra 14. maj kan den købes i detailhandlen så længe, den er på lager.

Selv om Rød Tuborg er karakteriseret af en fyldig smag, så tilhører den stadig pilsnerklassen, og har faktisk en anelse lavere alkoholprocent end f.eks. en Grøn Tuborg. Rød Tuborg indeholder 4,3 pct., Grøn Tuborg 4,6 pct.

peng