Designhuset Gubi samarbejder med Dansk Røde Kors om en limited edition af tre modeller af Bestlite-lampen.
De tre lamper produceres i hver 100 eksemplarer og vil være nummererede, og hvis alle lamperne sælges, giver det 150.000 kroner til Dansk Røde Kors’ katastrofefond.
Flere af forhandlerne spytter desuden i kassen med forskellige bidrag.
Jacob Gubis bidrag bliver en del af den såkaldte Klub 10, som Dansk Røde Kors kalder for en ”pengeynglerklub”.
Klubben består hvert år af ti kreative mennesker, der kan være såvel kultur- som erhvervsfolk, der med baggrund i deres metier og netværk kan samle penge sammen.
Ud over Jacob Gubi består Klub 10-holdet i 2008 desuden af Christian Stadil, Henrik Rasmussen, Kristian Willumsen og Jakob Blom, Lars Bom, Mette Groth, Morten Henrik Pedersen, Søren Riis, Trine Gregorius og Uffe Buchard.
Gubi/ Bestlite-lamperne vil hos udvalgte forhandlere være til salg fra 1. oktober og året ud.