I dag får en meget utraditionel reklamefilm premiere i 145 biografer landet over. Filmen er blevet til på Sort Sols initiativ, og det er ikke helt tilfældigt. Gruppen er med i dette års “Klub 10”, som er et projekt, hvor 10 markante personer og firmaer skal få penge til at yngle for Dansk Røde Kors. Alle har arbejdet gratis på filmen, som er instrueret af Wadt Thomsen. Den er indrykket i biograferne med en klækkelig humanitær rabat.
Reklamefilm varer i alt 100 sekunder og er dermed også en af årets længste. På filmen fortæller Jørgen Poulsen om en oplevelse i Afrika, hvor han med ganske enkle midler hjalp med at redde en kvinde fra døden. Filmens budskab er, at der tit skal ganske lidt til for at gøre en forskel. Og helt konkret opfordrer den til, at publikum melder sig som indsamlere til Dansk Røde Kors’ landsindsamling søndag den 6. oktober.
Filmen kan også ses på webadressen www.indsamler.dk.
jür