S og SF’s planer om at lægge loft over indbetalingerne til livrentepensioner vil få folk til at spare mindre op og øge statens forsørgerbyrde i fremtiden, mener pensionsbranchen og en række eksperter. Den danske pensionbranche går nu til angreb på S og SF og advarer mod de to partiers planlagte pensionsreform, der vil fjerne fordelene ved at spare op i livrenter.
Reformen, der indebærer et loft over de såkaldte livrenter, vil ødelægge pensionssystemet og efterlade samfundet med en kæmpe forsørgerbyrde, efterhånden som levetiden stiger, fordi færre vil vælge at spare op via livrenterne, advarer pensionssektoren og en række eksperter.
–Det er et vanvittigt forslag. Livrenter sikrer jo netop, at man ikke løber tør for penge, uanset hvor gammel man bliver. Med det her får man et kæmpe problem, fordi folk lever længere, og når man så mangler penge pensionsmæssigt, så bliver det samfundet, der skal samle op, siger Allan Christensen, partner i den uafhængige rådgivningsvirksomhed Bedstpension.