”Love the Game”, lyder sloganet for spilleudbyderen NordicBet, der i sin kommercielle kommunikation længe har skræddersyet indhold til kernemålgruppen: inkarnerede sportsfans med et gambler-gen.
Samtidig har NordicBet længe dyrket ideen om, at det ikke kun er eliten, der er spændende, men at også al den aktivitet, der foregår i den danske breddeidræt er værd at hylde.
Det gælder også i et nyt stykke content, som spiludbyderen har sendt på banen, hvori der nørdes fodbold. Det drejer sig om en video, der kører på Facebook og YouTube.
Heri er handlingen ganske enkel: En hypnotisør har angiveligt overbevist fodboldeksperterne Michael Hemmingsen og Jacob Laursen om, at serie 5-kampen mellem FC Alkoholdet og Boldklubben Fix er intet mindre end Champions League finalen.
Både Michael Hemmingsen og Jacob Laursen er vant til at færdes i fodboldens store arenaer. Laursen har været udlandsprofessionel i flere klubber og optrådt som Premier League-ekspert på dansk tv, mens Hemmingsen foruden sin spillerkarriere i OB har været Superliga-træner for klubber som SønderjyskE og Randers FC.
Patchwork og Be On står bag
Det mildest talt lave tekniske niveau i kampen tvinger kommentatorerne ud i flere verbale krumspring uden det dog af den grund går op for dem, at de sidder på en fodboldbane presset ind mellem boligblokke, kolonihaver og parcelhuse og kigger på hyggebold.
Komikken stiger, da Jacob Laursen bemærker, at en af spillerne i pausen lader vandet få meter fra banen. For den slags kan man da ikke tillade sig:
– Hvad sker der? Han står bare og pisser. Det er respektløst. Overtisser et helt nyt stadion. Det må give karantæne, lyder de forargede bemærkninger bl.a. fra kommentatorerne.
Videoen bliver seedet af Be On Nordics, mens bureauerne bag er Patchwork og OMD.
Kampen ender i øvrigt med en 2-1-sejr til FC Alkoholdet. Sejren udløser dog hverken konfettiregn eller Champions League-hymne.
Se med her