Rosendal A/S i Herning har gennem flere år været ejet af Grey Communications Group, men først nu, pr. den 15. maj, er det blevet besluttet endeligt at fusionere Rosendal med Grey. Jens Hagbard, der er adm. direktør for Grey Århus, bliver også administrerende direktør i Herning, mens afdelingen får kreativ direktør Lars Wichmann som daglig leder.
– Kravene til full-service bureauer om også at være gode til specialfunktioner som dialog og internet vokser, næsten time for time, siger Lars Wichmann om baggrunden for fusionen, der bl.a. kommer til at betyde, at man kan trække på Grey-netværket såvel på landsplan som internationelt.
Grey i Herning beskæftiger 13 mennesker og har bl.a. Vestas, Invita Køkkener, Kohberg og møbelkæden Smag & Behag på kundelisten.