Firmaet Euromic i Køge, som udvikler designs og koncepter inden for artikler til skolestart, gaveartikler, tasker (rygsække og skoletasker) og hobbyartikler, har valgt at bede kreativ direktør Joachim Rosenstand fra reklamebureauet Rosenstand, Kyllebæk & Co. om at træde ind i bestyrelsen.
– Vi har valgt en kreativ profil i bestyrelsen, da vi gerne vil fremme den kreative proces i vor innovative udvikling. Joachim Rosenstand skal bidrage til at optimere vort concept management, dvs. udvikling af egne koncepter, siger adm. direktør Niels Buchholst fra Euromic.
Selv siger Joachim Rosenstand om sin nye bestyrelsespost:
– Det er en spændende udfordring, at blive ene kreativ i flokken af advokater, økonomer og andre typiske bestyrelsesmedlemmer. Min rolle bliver, ud over traditionelt bestyrelsesansvar, at få implementeret en innovativ tankegang i bestyrelsesarbejdet. Jeg synes desværre, at jeg har oplevet for mange bestyrelser, der kører rent på rutinen, fastlåste processer og en godkendende underskrift i ny og næ. Bestyrelsesarbejdet må gerne være mere end blødt brød, kaffe og forudsigelige referater.
Virksomheden Euromic blev grundlagt i 1989 og har blandt andet licensaftaler med virksomheder som Walt Disney, United Media (Snoopy), Marvel (Spiderman) og Sanrio (Hello Kitty).
Virksomheden arbejder primært med egne designere i London og New York, markedsfører sine produkter i mere end 30 lande i Europa, og er leverandør til mange af de største europæiske detailkæder.