Det er tre år siden, at navneskiltet ”Rosenstand & Co” kom op at hænge i porten til Kattesundet 12 i det indre København.
Og nu kan Joachim Rosenstand så pille det ned og sætte et nyt op, for han har solgt halvdelen af bureauet til Søren Kyllebæk.
Et strategisk træk, lyder det fra de to partnere, som hylder devisen ”small is powerful”.
Søren Kyllebæk, der i en årrække har været ude af reklamebranchen og slået sine folder i modeverdenen, blandt andet som direktør og partner i Baum & Pferdgarten, er ikke i tvivl om, at Rosenstand-modellen er den rigtige.
– Jeg har fulgt Joachim på sidelinjen gennem de tre år, han har kørt bureauet, og jeg er imponeret over de løsninger og den forretning, han har skabt. Fokus ligger på få, men tunge seniormedarbejdere med stor bureauerfaring, og den model tror jeg meget på, siger Søren Kyllebæk.
Han bliver bureauets nye adm. direktør, mens Joachim Rosenstand bliver kreativ direktør.
– Den erfaring, to mand hos os repræsenterer i et møde med kunden, vil ofte svare til den erfaring, et hold på 6-7 mand repræsenterer fra et af de store bureauer. Det gør os hurtigere, mere fleksible og i de fleste tilfælde også billigere end konkurrenterne, fortsætter Søren Kyllebæk.
Så hvad kommer det til at betyde for jer som bureau – og for kunderne?
– Internt kan Søren på baggrund af sin ledelsesmæssige erfaring bidrage til den strategiske forretningsudviklingen af bureauet, og det vil frigøre tid hos mig til flere kreative opgaver. Også kunderne vil opleve en mere forretningsstrategisk tilgang til opgaverne. Og så får vi nye muligheder for at gå ind i opgaver, som ikke er traditionelle reklamebureau-opgaver, siger Joachim Rosenstand.
Søren Kyllebæk understreger dog, at kunderne ikke vil mærke revolutioner, men siger:
– Vi tror på, at ”time to market” er et stadig vigtigere konkurrenceparameter, og i øjeblikket kan jeg ikke se andre bureauer, der positionerer sig som os. Jeg tror, tiden kalder på det koncept, vi arbejder med, siger han.
Navnet på det nye bureau bliver Rosenstand, Kyllebæk & Co
Læs interview med de to nye partnere i Markedsføring 11-2009, der udkommer i denne uge.