Næste år vil musikken på Roskilde Festival allerede begynde onsdag og så slutte lørdag aften.
Dermed vil der ikke længere være musik på programmet søndag.
Det meddeler Roskilde Festival i en pressemeddelelse.
Roskilde Festival ændrer således på en meget lang tradition. Festivalen har gennem fem årtier lukket på en søndag, men i 2015 bliver lørdag altså festivalens sidste dag.
Ændringen sker ud fra et ønske om et slutte festivalen af med en fest, da søndagen de seneste år har båret præg af at være afrejsedag for festivalens mange gæster.
Derudover giver programændringen mulighed for at tiltrække mere attraktive navne til festivalen, lyder det fra Roskilde Festival.
/ritzau/